Undertøjets tyrani - Betragtninger efter et brystløft

woman putting eye cream on

Når kroppen ændrer sig - og man følger med

Jeg sidder på min terrasse i solen. I skyggen, selvfølgelig. Med en kop te og min grønne grød med blåbær og valnødder.


Og jeg er træt. Ikke syg. Bare… træt på den der lidt særlige måde, man bliver efter en narkose.

For ja — jeg har fået lavet et stort brystløft.

Og det er egentlig det, der får mig til at tænke.


For hvad er det egentlig, vi gør, når vi “gør noget ved os selv”?

Vedligehold eller forandring?

Jeg farver mit hår. Mine bryn. Jeg bruger makeup. Jeg er religiøs, når det gælder min hudpleje. Jeg får behandlinger. Laser. Syre.

Er det at ændre sig selv?
Eller er det bare at vedligeholde — og måske finpudse — det, der allerede er?

Jeg håber det sidste.

For jeg har aldrig haft lyst til at ligne en anden.
Jeg vil bare gerne ligne mig selv. Også når kroppen ændrer sig.


For det gør den jo.


Jeg var meget tynd som barn. Flad. Lige. Den slags lægger børn mærke til, og de er ikke kendt for deres diplomatiske sans.

Senere fik jeg børn. Ammende bryster. Tyngdekraft. Popsok med en 5’er i. Hele pakken.

Jeg var 29 og træt af bh’er med indlæg og evig push-up. Så jeg tog et valg og fik implantater.
275 ml. Det passede til mig dengang. Jeg var glad for dem i 17 år.

Indtil jeg ikke var det længere.

Når noget ikke længere føles som dig


Implantaterne begyndte at “kravle” opad, og det var tid til en udskiftning.
Ud med de gamle runde implantater. Ind med dråbeformede og lidt ekstra volumen for at kompensere for tyngdekraftens meget stabile arbejdsindsats.

Det så egentlig fint ud.
Men det føltes forkert.

Ikke forkert som i grimt. Bare… ikke mig.

Mere “Nora Malkeko” end Nora Mig.

Så trekvart år senere fik jeg dem fjernet igen og erstattet med eget fedt. Mere subtilt. Mere naturligt. Mere mig.

Og det har jeg været virkelig glad for.

Indtil nu.

Undertøjets tyrani

For tiden går.
Og alting bevæger sig. Mest nedad.


Bortset fra hårene. De bevæger sig åbenbart opad.
Hår i næsen. Heksehår på hagen. Seriøst. Hvem godkendte det design?


Men det, der begyndte at irritere mig mest, var egentlig ikke alderen.
Det var følelsen af, at mit undertøj bestemte, hvad jeg kunne tage på.

At en bh blev en konstruktion frem for undertøj.


Så jeg tog endnu et valg.
Ikke for at blive en anden. Men for at finde tilbage til noget, der føltes rigtigt.

Woman putting lotion on

Umage er ikke det samme som forfængelighed

Det mest overraskende ved hele forløbet er faktisk, hvor ukompliceret det har været.

Ingen smerter. Ingen blå mærker. Ingen hævelse.
Bare træthed. Og tid til at tænke.

Jeg har forberedt mig ordentligt. Lyttet til lægen. Ingen alkohol. Masser af vand. Pleje før og efter. CO2Lift Pro både op til og efter operationen.

Og jeg kan se forskellen.

Det er ikke tilfældigt.
Det er umage.

Dygtig kirurg. Dygtig mig.

Quick fixes kan ikke erstatte hudkvalitet

Der findes mange løsninger i dag. Botox. Fillers. Skinboosters. Og ja - jeg har også prøvet noget af det.

Men jeg vil stadig ligne mig selv.

For man kan hurtigt blive lidt fartblind i det her. Og måske er det dér, mit holdepunkt ligger:
At gøre mig umage.

Det har faktisk været mit ord for både 2025 og 2026.

Ikke perfektion. Ikke ungdom. Ikke kontrol.
Bare umage.

Glat og trist er stadig trist

Det eneste, jeg nogle gange tænker om de her quick fixes er, at de sjældent ændrer det vigtigste:

Hudens kvalitet. Hudens sundhed.


Du kan godt have en helt glat pande.
Men hvis huden stadig er trist, så er den jo bare glat og trist.


I min optik handler det ikke om at stoppe alderen.
Det handler om at passe godt på det ansigt og den krop, man faktisk har fået.

a woman putting eye creme on

Bare mig


Så hvordan lægger man puslespillet?


Det gør man hen ad vejen.
Ved at mærke efter. Ved at vælge til og fra. Ved at gøre sig umage.


For mig handler det ikke om at ligne en yngre version af mig selv.
Og heller ikke om at ligne nogen andre. Bare mig.


Og hvordan det ser ud for dig — det er dit valg.

Hvis linjerne i panden er ligegyldige for dig, så lad dem være.

Men hvis noget generer dig, så gør noget ved det med omtanke.

Og gør dig umage.

skincare texture
Pia Krejler

Pia Krejler

Co-founder