De seneste måneder har været travle. Hver dag har været fyldt med møder, planlægning og den særlige fokus, der opstår, når noget nyt er ved at tage form. Det nye Cure Lab åbner den 22. november, og mens spændingen vokser, gør presset det også. For at få ro og tid til at tænke besluttede Fjola og jeg at tage til Puglia.
Table of contents
"For os begge var det første gang i måneder, at vi havde plads til at stoppe op, tale sammen og tænke uden en tidsplan."
At Lade Tingene Flyde
Vi tog tilbage til Puglia, til Dimora Maringelli lige uden for Polignano a Mare. Det er et velkendt sted, hvor dagene går langsomt på den bedste måde. Morgenerne begynder tidligt, før varmen sætter ind, med kaffe og lyden af landet, der vågner. Rutinen er enkel, og det er netop det, der får den til at fungere.
Planen var ikke at have en plan. Vi ville spise godt, hvile og lade tankerne og planer falde på plads, inden vi vendte tilbage til Danmark. Når man bruger måneder på at bygge noget nyt, begynder man at miste overblikket. Alt kommer til at handle om den næste beslutning eller den næste deadline. At være her mindede os om, hvorfor vi gør det, vi gør. Det var en måde at nulstille på, før alting begynder at gå hurtigt igen.
Grottaglie
En af dagene kørte vi til Grottaglie, en lille by kendt for sit keramik. Det er et sted, vi vender tilbage til, når der skal handles keramik. Byen har ændret sig lidt gennem årene, men den føles stadig ægte.
Man kan tydeligt mærke, hvem, der laver til turister, og hvem der stadig arbejder af kærlighed til håndværket.
Et Sted Man Skal Besøge
Vi besøger altid Signore Patronelli. Han har arbejdet med keramik hele sit liv, og hans hænder bærer tydeligt præg af det. Hans atelier er stille og fyldt med hylder med tallerkener, skåle og vaser i forskellige stadier af tørring. Intet bliver forhastet. Alt har sin rytme. Han havde færdiggjort nogle store serveringsfade til os med husets navn. Enkle stykker skabt til at blive brugt, ikke gemt væk. Da vi hentede dem, talte han om, hvordan ingen to glasurer nogensinde bliver helt ens, selv når opskriften er den samme. Jeg kunne godt lide den tanke. Skønheden i de små uperfektheder, der opstår, når man gør noget med hænderne igen og igen.
Glæden ved Enkelhed
Efter Grottaglie stoppede vi i Martina Franca for frokost på Gálipa Ristorante. Det er et af de steder, der hvor maden bare er lækk - og pæn, Vi sad udenfor og delte tallerkener med pasta, grillede grøntsager og en tomatsalat, der smagte præcis som sommer. Maden var ærlig og ukompliceret, og måske var det netop det, der gjorde den så mindeværdig.
Hjemme i huset blev fadet indviet med lokale tomater og salat til aftensmad.
Blide Påmindelser Vi Nogle Gange Har Brug For
Et par dage senere spiste vi frokost med mine venner, familien Di Napoli. Lucia var allerede i gang med at lave mad, da vi ankom. Huset duftede af safran, bouillon og smør. Hun lavede Risotto alla Milanese, stegte artiskokker, æg med tuncreme og søde, friturestegte oliven. Alt faldt naturligt på plads, selvom hendes køkken er lille. Vi spiste på terrassen - naturligvis med deres egen hvidvin og talte - mest om mad. Den slags samtale, der bevæger sig let fra mad til arbejde til familie og tilbage igen.
Intet planlagt, bare naturligt.
Den Ro Vi Havde Brug For
Dagene sluttede stille. Et glas vin i solnedgangen og lyden af naboens høns.
Aftenerne i Puglia er heldigvis længere end i Danmark, og vi sætter særligt pris på lys og varme lige nu. Nogle gange sad vi bare udenfor uden at sige ret meget, mens vi så himlen skifte.
Der findes ikke et ord for de farver himlen får.
Genopladte og Klar til Cure Lab 2.0
Nu glæder vi os til d. 15. november, hvor vi har bestemt os for at være klar, så vi kan åbne dørene.
Vi glæder os - og er nu klar til at tage de sidste danse med håndværkere og flyttemænd.
